Naya's Hjemmeside

Juleferie 2015 i London med Sanne.

Denne tur kom istand da vi var på tur i Aarhus, vi ville til London, holde jul og se de smukke juleudstillinger man har hørt så meget om.

Vi havde en fantastisk tur, vejret var ikke noget at råbe hurra for, men vi fik set en hel masse. London er jo en spændende by og der er rigtig meget at se, men der må prioriteres hvis man kun er der 4 dage. Vi kom godt rundt i byen men fik ikke set de "flotte juleudsmykninger" som alle taler så meget om, måske er det i forstaderne de hele sker. London er fantastisk og den er helt sikkert flere besøg værd. Næste gang bliver det forår/sommer tur.

Lidt historie

Da romerne kom til de britiske øer, var "London" en lille landsby i trinovanternes område. Byen regnes gerne som grundlagt af romerne ca. år 50 e.kr., med navnet Londinium. I år 61 blev byen brændt ned af Icenerne, men den blev hurtigt genopbygget. Den ældste del af byen lå nord for Themsen i dagens City of London. Byen blev tidligt i det 2. århundrede hovedstad for provinsen Britannien.

Fra 800-tallet og de næste århundreder blev byen gentagne gange hærget af danske og norske vikinger. I 846-848 var London under vikingernes kontrol. Den sidste invasion fandt sted i 1066, da Vilhelm Erobreren vandt slaget ved Hastings og overtog magten.

I 1078 blev Tower of London påbegyndt. I 1100-tallet blev Westminster sæde for regeringen og senere for parlementet. Tower of London er Englands bedst bevarede middelalderfæstning. Den centrale del af fæstningen, The White Tower, stod færdig i 1097. The White Tower har op gennem årene været kongebolig, fængsel, våbenlager og opbevaringssted for kronjuvelerne.

I 1665 blev byen ramt af pest, og 70.000 mennesker døde. Året efter ramte den store bybrand London, og kun en femtedel af byen stod tilbage. Over 13.000 huse og 84 kirker var brændt ned.

I slutningen af 1800-tallet var London verdens største by. Som center for Det Britiske Imperium var den verdens ledende handels-, industri-, finans- og havneby.

Under 2. verdenskrig blev London hårdt ramt af tysk bombning. Store områder blev lagt i grus; både industri, offentlige bygninger og boligområder blev ramt under Blitzen, da London og andre britiske byer blev bombet 57 nætter i træk. Med skiftende intensitet varede bomberaidene helt til krigens slutfase. De har bidraget meget til at forme dagens London. Tæt befolkede slumområder i det østlige London blev hårdt ramt, og mange af de evakuerede, som havde mistet alt, fik nye hjem i offentlige boligområder i forstæderne.